Portal Home   
Login 
Email

Password


Annonce 
Made in Germany vs Swiss Made 

Af Jeppe Kjærgaard 

Made in Germany vs Swiss Made

Schweizernes tilnærmelsesvise monopolstilling i urindustrien har altid irriteret mig. Hvorfor er det lige, at alle ure af håndværksmæssig værdi skal komme fra det samme, lille land – med de begrænsninger det nu engang medfører i henseende til innovation og design.

Jeg bestrider ikke schweizernes dygtighed, men det svarer til at alle verdens biler blev produceret i Japan – fin kvalitet og teknologi, men sjældent megen sjæl.

Heldigvis er der lys forude, idet urindustrien i Tyskland har udviklet sig gevaldigt igennem de senere år. I denne artikel vil jeg prøve at beskrive lidt af det, der foregår hos de mest kvalitetsbevidste urmagere hos vor sydlige nabo - både hos de kendte brands og hos de små uafhængige.

Tysk urindustri er ganske vidtrækkende, både geografisk og kvalitetsmæssigt. Geografisk foregår tingene oftest enten i Schwarzwald, især i Pforzheim, eller i Sachsen, især i Glashütte. 

Groft sagt kan man vel sige, at sachserne satser på kvalitet og håndværk (f.eks. Lange & Söhne og Nomos), mens man i Schwarzwald er industrialister (f.eks. Junghans og Sinn). Men billedet er mere broget end som så – for man kan faktisk godt finde quartzure fra Glashütte (Bruno Söhnle) og AHCI- niveau i Schwarzwald (Klings) – og, som et kuriosum; Chronoswiss produceres af wannabe-schweizere i München.

Jeg vil starte med Glashütte. Byens urindustri har rødder tilbage til 1840’erne, hvor Ferdinand Adolph Lange etablerede sig i byen med det firma, som sidenhen er blevet til Lange & Söhne.

Siden genforeningen for 20 år siden er der sket meget. Lange & Söhne har de seneste år frembragt nye, fantastiske ure og må i dag betegnes som et af verdens absolut førende brands. Det er vel egentlig kun Patek Philipe, der kan være med på det niveau.

Priserne er også blevet derefter - listepriserne starter nu ved kr. 100.000. Utilnærmeligt for de fleste, men desto mere attraktivt for de priviligerede.

Min absolutte favorit fra Lange er uændret Lange 1 – det første ur fra Lange efter firmaets genrejsning, introduceret i 1994.

Teknologisk har Lange jo nok overgået dette ur efterfølgende, men ikke designmæssigt.

Urskivens komposition var unik og med Grossdatum fik uret sin helt egen karakter. Manufakturkaliber L901.0.

 

Lange Zeitwerk fra 2009 ligner en ny klassiker. Både time- og minutskift markeres med et lille klik – timeskiftet tydligst. Sød musik.

Manufakturkaliber L043.1.

Lange & Söhne er i dag Glashütte’s største arbejdsgiver med ca. 500 ansatte og en produktion, der formentlig ligger på omkring 6.000 ure om uret.

Af konkurrencehensyn er de fleste af de førende urfirmaer er meget tilbageholdende med at oplyse produktionsantallet, men til sammenligning producer Rolex formentlig i omegnen af 100 (!) gange så mange ure om året.

Når Glashütte-borgerne, især de +40 årige, taler om byens Uhrenwerke, så mener de Glashütte Original (GO). Dette selskab er bygget på resterne af Glashütter Uhrenbetriebe (GUB) – navnet, hvorunder byens kollektiviserede urindustri fungerede fra starten af 1950’erne og frem til genforeningen.

GO fortsætter med at højne det teknologiske niveau. F.eks. med Pano-kollektionen, der byder på en urskive i 3D. Rimelig innovativt.

PanoMaticChrono i 3D - man kan ikke rigtig se hvad klokken er, men de der påstår, at det er formålet med et ur til 200.000 kroner, har jo altså ikke helt forstået hvad sagen drejer sig om.

Manufakturkaliber 95.

Med Pano-kollektionen lever GO i højere grad end tidligere op til navnet - før hen lå designlinjen alt for tæt på Lange's.

Senator Square Chronograph  - en nyhed fra GO – præsenteret på Baselworld i 2009. Skivens design, ikke mindst tallenes typografi og viserne, leder tanken hen på Glashütte-modeller fra 60’erne og 70’erne. Ekstremt vellykket.

Uret målet 42x42 mm - kvadratiske ure i denne størrelse kan normalt ikke sige sig fri for en vis vulgaritet. Men urets afdæmpede design gør, at big size i dette tilfælde er helt okay. Manufakturkaliber 39-34.

Glashütte’s Nomos, som for få år siden stadig anvendte ETA's værker, har nu udviklet sig til et egentligt manufaktur. Og det uden, at prisniveauet er skruet nævneværdigt op.

Kaliber Epsilon; Nomos’ første manufakturværk, som blev lanceret i automatic-versionen af Tangente; Tangomat. 

Urmageren, bag dette værk, er Mirko Heyne – mere om ham senere.

Nomos har sågar udviklet sin egen tourbillon. Den er at finde i ure produceret hos Wempe Chronometerwerke – også i Glashütte. Nomos selv har bevaret en absolut loyalitet overfor deres egen designlinje.

Tangente fra Nomos.

De fleste vil nok kalde stilen Bauhaus, men Nomos selv kalder det Deutscher Werkbund.

Den spøjse anordning ved kl. 1 er en gangreserve (mon ikke den kan gøres lidt bedre…). Manufakturkaliber Delta.

Vi har dog endnu til gode at se et grimt ur fra Nomos. Hvor mange urproducenter kan man sige det om? Nomos er i øvrigt et befriende upretentiøst foretagende, som eksempelvis har understøttet udgivelsen ”Orte an den Niemand hinreisen mag” (ja, det handler om Glashütte). 

En imponerende ting ved Nomos er, at firmaet, i modsætning til GO og Lange, har formået at udvikle sig fra ingenting til manufaktur ved egen hjælp – altså uden schweizerfranc. Meget er sket siden en svær start, hvor firmaet snød på vægten og ikke levede op til Glashütte’s krav om minimum 50% lokal produktion til gengæld for retten til at benytte byens navn på urskiven.

Mühle Nautische Instrumente blev etableret i 1869 i Glashütte og fylder altså 140 år i 2009 – dog medførte tvangskollektiviseringen en ufrivillig pause fra slutningen af 1940’erne og frem til 1994, hvor 4. generation, Hans-Jürgen Mühle retablerede firmaet.

Firmaet er stadig ejet af familien Mühle; med 5. generationen, i form af to brødre, i spidsen for den daglige ledelse. Ganske imponerende historik. Armbåndsure er dog en relativ ny ting fra huset.

Særligt med Rasmus-kollektionen er Mühle trådt ind i kredsen af kvalitetsproducenter af sportsbetonede ure - i stærkt konkurrence til f.eks. Schwartzwald-kollegaen, Sinn.

Rasmus fra Mühle.

Et seriøst dykkerur. Kaliber SW-200 fra schweiziske Sellita (stort set identisk med ETA 2824).

Mühle anvender fortsat primært ETA-råværker (sædvanligvis i en særlig Mühle-version, som er ganske flot bearbejdet). Men i 2007 og 2008 talte Mühle meget om at påbegynde produktion af egne værker.

Disse planer hang utvivlsomt sammen med ETA’s melding om at stoppe leverancerne af råværker til urproducenter udenfor SWATCH-familien. Men i takt med, at konkurrencemyndighederne har gjort SWATCH’s strategi stadig vanskeligere, så synes det som om at Mühle’s megen snak om egne værker er gået lidt i stå.

Men i 2008 lancerede selskabet dog sin egen platine (værkets basisdel, hvorpå øvrige dele monteres) – og anvender nu denne ¾-platine i nogle af firmaets chronografer. 

Værdien af platinen er i øvrigt med til at sikre Mühle mod ubehageligheder, som dem, der indtrådte i 2007, hvor firmaet måtte gå i betalingsstandsning, fordi de skulle betale en erstatning på 63 milloner euro.

For et firma på Mühle’s størrelse – de omsætter rundt regnet for 7 millioner euro om året – kunne beløbet lige så godt have været 63 milliarder. Erstatningskravet skyldtes, at Mühle i en årrække ikke havde levet op til kravene om, at minimum 50% af et urs værdi skal være skabt i Glashütte, hvis byens navn fremgår af urskiven.

Sagen var blevet rejst af Nomos, som selv havde problemer af samme art nogle år forinden, men som i mellemtiden havde fået orden i sagerne. Sagen blev dog forligt og siden foråret ’08 har Mühle fungeret normalt igen.

Glashütte’s regler udnyttes i øvrigt lige til græsen af firmaet Bruno Söhnle Uhrenatelier – Glashütte. Der er ikke meget Glashütte over disse ure, men alligevel bærer de byens navn. 

Det skyldes, at firmaet anvender de allerbilligste schweiziske værker og dermed sikrer selv en minimal bearbejdning (reelt vel blot design og samling) i Glashütte, at det er her, at størstedelen af værditilvæksten sker. Ikke godt!

Samme historie gør sig i øvrigt gældende for nogle af urene fra Wempe Chronometerwerke, men om dét firma er der dog det positive at sige, at de også frembringer ure med masser af Glashütte i sig – f.eks. Nomos’ tourbillon, jvr. ovenfor.

Men tilbage til Mühle. Jeg synes stadig, at designet på de fleste af deres armbåndsure er lidt uopfindsomt, men huset fremstiller også nautiske instrumenter (deraf firmanavnet) og nogle af disse er af overordentlig smukt design.

Også den ret nye Terranaut-kollektion giver håb for fremtiden.

Disse ure er lavet i bedste Beobachtungsuhr - tradition – diameter 44m.

Et sådant ur skal være stort! Kaliber ETA 2824.

Med råværker fra ETA og en stor del af de øvrige urdele produceret udenfor huset (dog i Glashütte via et produktions-joint venture med schweiziske Sellita), må man unægteligt sige, at Mühle har valgt en anden vej end den lidt mere ædle, som både Lange, GO og Nomos følger.

Men ikke desto mindre har jeg meget sympati for mærket - det er som om, at alt hvad der kommer fra den kant bliver bedre og bedre - både i henseende til design og kvalitet.

Også det gamle, hæderkronede brand, Tutima, er nu igen at finde i Glashütte. Dette firma har levet en omskiftelig tilværelse; rødderne går tilbage til 1920’ernes Glashütte, men selskabet flyttede umiddelbart efter krigen til det vestlige Tyskland.

Nu er Tutima tilbage, hvor det hele startede. De mangler så blot at begynde at lave nogle lidt mere interessante ure end tilfældet er i dag. Men mon ikke en højnelse af niveauet er en del af planen med flytningen til Glashütte.

Urofa, som siden blev til Tutima, beskæftigede en overgang mere end 1000 mennesker i lille Glashütte – bl.a. på denne fabrik i udkanten af byen.

Dengang producerede Urofa værker til hele den tyske urindustri.

De ædleste værker blev monteret i Urofa’s eget top-brand, Tutima.

Og så et spændende tiltag i Glashütte: I maj 2008 slog Deutsche Uhrenmuseum Glashütte dørene op for første gang. Museet har en absolut prime location midt i Glashütte i den gamle urmagerskole.

I Glashütte’s mest imposante bygning var der urmagerskole fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1950'erne.

Nu har Swatch (som ejer GO) bekostet et museum.

Men hvor var Lange henne da den check skulle skrives….

Museets permanente udstilling illustrerer på bedste vis udviklingen i urindustrien i Glashütte - med dens op- og nedture. Det er ikke nyt med et urmuseum i Glashütte, men det gamle opererede under ydmyge rammer - og matchede på ingen måde byens stolte traditioner.

Det er dog ikke alt i Glashütte, som spiller lige godt. Historien om Union er deprimerende. Indtil for få år siden frembragte Union sine ure i tæt samarbejde med Glashütte Original - og ikke sjældent var det Union, der var længst fremme i skoene.

Men ejeren af brandet, Swatch Group, har besluttet  at omdefinere Union's forretningsstrategi. Nu handler det ikke længere om kvalitetsure med håndværksmæssig værdi, men, som Swatch så smukt udtrykker det, om at definere Union som et high end brand med appeal til det brede publikum. Og det er lige så skidt, som det lyder – slut med manufakturværker fra Union.

Nok om Glashütte i denne omgang.

Schwarzwald byder på en række traditionsrige urproducenter – bl.a. Stowa, Sinn, Hanhart og Junghans.

Urmagertraditionen i Schwarzwald rækker næsten 400 år tilbage. Formentlig er traditionen opstået fordi man i den sorte skov har været dygtige til træforarbejdning – og da urkassen (vi taler her kukkuk-ure) var helt afgørende for afsætningsmuligheden, ja så opstod der altså en urindustri, som har holdt ved.

Personligt finder jeg ikke de store Schwarzwald-producenter særligt ophidsende, men teknologisk er de langt fremme.

Sinn’s UX SDR-model.

Urkassen er fremstillet af Krupp’s u-bådsstål og klarer et tryk på 1200 bar.

Bunden af Marianergraven byder på et tryk på ca. 1100 bar, så Sinn må have kosmiske ambitioner.

Uret er officielt tjenesteur for den maritime afdeling af GSG 9 - Tysklands berømte anti-terrorkorps.

Værket er et quartz-værk fra ETA (GSG 9 ser givetvis gerne, at det går præcist – derfor quartz)

Men Schwarzwald byder også på mindre, uafhængige urmagere, som er meget interessante. Andetsteds her på sitet har Mads Gjødesen begået en glimrende artikel om Jacques Etoile, som med anvendelse af klassiske NOS (New Old Stock) -værker, de bedste urkasser (selbstverständlich aus Glashütte) og spændende design, har fundet en vellykket kombination.

Jacques Etoile’s Bidynator 42. Et spritnyt ur i flot design og fremragende urkasse – forsynet med Felsa’s bidynator-værk fra 1942 – værket var det første automatic-værk med en rotor, der kunne dreje begge veje

Schwarzwald byder i form af Grieb & Benzinger på et par meget interessante urmagere. Deres specialitet er gravering og skelletering.

Absolut ikke altid lige smagfuldt, men udført i en helt fantastisk kvalitet. Nogen gange laver Benzinger tingene alene, og så er det kun hans navn, der står på skiven, andre projekter er de fælles om, hvor så både Grieb og Benzinger’s navne vil være at finde på skiven.

Her har en Alfa Romeo-fan været forbi Benzinger med sin Valjoux 7750 og fået lavet en rotor, der matcher bilmærket – lidt kitchet måske, men alligevel…

Grieb & Benzinger laver overvejende bestillingsopgaver, men det forekommer også, at de på eget initiativ renoverer ædle ure af ældre dato.

Et andet eksempel på Benzinger’s graveringsarbejde.

Her er der tale om et lommeursværk fra 1920’erne, som er renoveret - og graveret til den store guldmedalje.

Og herefter sat i ny urkasse.

Visse kendere hævder, at graveringsarbejder fra Benzinger’s hånd er No 1 i urindustrien.

Men Schwarzwald’s bedste eksempel på urmageri på højt niveau må nu nok være AHCI-medlemmet, Christian Klings.

Christian Klings’ tourbillon No 6.

Klings er den senest optagne tysker i AHCI; den prestigefulde klub af verdens 35 førende, uafhængige urmagere.

Nogle af de 6 øvrige tyske medlemmer er omtalt senere i artiklel.

Spøjst nok kommer ingen af dem fra Glashütte, men et par af dem er dog fra det nærliggende Dresden.

Det kræver i øvrigt lidt god vilje at ophøje Klings til en del af Schwarzwald-tradition.

 Manden er født og uddannet i Dresden – og har nu sit værksted i Heidelberg, som reelt ligger 20-30 kilometer nord for Schwarzwald, men disse facts afholder nu ikke Schwarzwald-boerne for at anse ham for en af deres egne.

I 2009 planlægger Klings at producere 10 ure, heraf 5 med tourbillon. Alt fra Klings’ hånd er yderst originalt. På hans egen hjemmeside omtaler han ubeskedent sig selv som Kunstneren, men det forekommer helt okay.

Også Schwarzwald byder på et par urmuseer, bl.a. Deutsches Uhrenmuseum i Furtwangen – byen som hævder, at udgøre arnestedet for Scwarzwald’s urtradition. På Furtwangen-museet er fokus selvfølgelig i høj grad på kukkuk-urene.

Kukkuk-ure – her et ganske banalt ét af slagsen -  produceres stadig i Schwarzwald. Og finder købere!

Umiddelbart undres man, men når man kommer helt tæt på, kan man nu godt fascineres af aktiviteterne på balkonen.

I det østlige Tyskland bliver der produceret yderst ædle ure – også andre steder end i Glashütte. De to bedste eksempler er nok Dornblüth i Kalbe (Sachsen-Anhalt) og Lang & Heyne i Dresden (Sachsen).

Dornblüth er et lille familieforetagende, som startede for en halv snes år siden. Dornbluth-junior forærede sin far et ur han selv havde lavet – forsynet med et værk fra Glashütte.

Man må antage at Dornblüth-senior blev glad for gaven, men overrækkelsen erindrede ham om, at han tilbage i 1959 havde lavet tegningerne til et urværk. DDR-staten bød dog ikke på muligheden for at realisere noget så foretagsomt, som et urmanufaktur.

Men far og søn blev inspirerede, støvede tegningerne af – og efter et års tid kunne de kalde sig manufaktur. Dog er deres værker baseret på schweiziske Unitas-råværker, men forædlingen er så vidtgående, at mere end 75% af værket erstattes af in-house producerede dele.

Et kig ind i Dornblüth’s kaliber 99.0. Forfra er uret så smukt som Nefertiti – og ingen fotografisk gengivelse kan yde det retfærdighed.

Men jeg kan afsløre, at stilen er ren Bauhaus. So ein Ding muss ich haben! Og drømmen er realisérbar! Dornblüth’s ure er ikke dyrere end tilsvarende ure fra f.eks. IWC, men godt nok sjovere!

Kalbe an der Milde, hvor Dornblüth huserer, er en malerisk lille flække. Ikke ulig Glashütte – hverken i størrelse eller Gemütlichkeit.

Nogle vil nok hævde, at kedelig er det mest dækkende ord for disse byer. Men urmagere er per definition rolige mennesker, med behov for ro og tryghed omkring sig. Se blot hvordan urmager Michael Woollhead i Kompagnistræde reagerede, da nogle skruppelløse banditter gik hans intimsfære for nær.

Jeg tror, at byer som Kalbe og Glashütte gør noget godt for denne verdens urmagere.

Lang & Heyne blev etableret i 2001 af Marco Lang, 5. generations urmager, og Mirko Heyne. Heyne forlod selskabet igen efter kort tid (for at gå til Nomos, hvor han blev manden bag dette brands første manufakturværk, jvr. ovenfor), men hans navn står uændret på de 30 – 40 ure, der forlader værkstedet i Dresden hvert år.

Marco Lang er traditionalist og alt design er bagudskuende – typisk i lommeurtradition fra 2. halvdel af det 19. århundrede. Kollektionernes navne bærer vidnesbyrd om Dresdens glorværdige fortid, f.eks. Albert von Sachsen og Konrad der Grosse.

Kreationer som dette lommeurværk med dobbelt fjederhus og tourbillon har kvalificeret Marco Lang til medlem af AHCI
Her Moritz von Sachsen fra Lang & Heyne.

Skiven ved 12 viser deklinationsvinklen – en sjælden komplikation

Mens Lang & Heyne har ikke mindre end 5 ansatte, så er Volker Vyskocil fra Nettetal (Nordrhein-Westfalen) et one-man-show (som Klings i Heidelberg) med en produktion, der formentlig er begrænset til omkring 10 ure om året. Men hvilke ure! 

Sådan synes Volker Vyskocil, at et ur skal se ud. Jeg er ikke helt uenig. Bemærk aksen; sekundviser, gangreserve, krone.

Kronen har i øvrigt en særlig position, således at timeviseren kan stilles frem og tilbage uden at minutviseren påvirkes. Smart når man bevæger sig over tidszoner.

Volker Vyskocil kan sammenlignes med Frank fra TV-serien Bonderøven; alt skal gøres selv og helst som man gjorde før industrialiseringen. Vyskocil er naturligvis selvlært urmager.

Men manden har dog ladet sig indfange af internettets lyksaligheder – Vyskocil står således bag en interessant hjemmeside, http://uhrentechnik.vyskocil.de, som bl.a. indeholder nogle yderst pædagogiske animationer af hvorledes forskellige, yderst komplicerede mekanismer i et urværk fungerer. Leider nur in Deutsch.

Den sidste urmager jeg vil omtale er Rainer Brand. Hans måde at arbejde på, adskiller sig ikke så meget Jacques Etoile; det handler om at komponere et højkvalitetsur, baseret på leverancer fra de bedste producenter af urdele; skiver, kasser, visere, kroner, værker – og så krydre det hele med godt design og fremragende kvalitetssans.

Og ligesom det er tilfældet for Jacques Etoile, så ses Rainer Brand også lave små serier forsynet med gamle NOS-værker. Rainer Brand holder til i den lille by Heimbuchenthal i det nordvestligste hjørne af Bayern; en by, som for så vidt angår Gemüthlichkeit, ikke står tilbage for Glashütte og Kalbe an der Milde.

Min helt klare favorit fra Rainar Brand er denne dual time med dato-viser; Panama. Kaliber ETA 2892-A2 (stærkt modificeret). Diameteren er klassiske 36mm. Det skal nok komme på mode igen med ure på den størrelse.

I ovennævnte gennemgang har jeg efter bedste evne udvalgt de mest interessante tyske producenter.

Jeg har sikkert glemt nogle og bevidst sprunget andre over – f.eks. Chronoswiss, Hanhart, Stowa, Temtion, Meistersinger og Sothis, som alle har lidt for meget schweizisk blod i årene, taget i betragtning, at dette er en artikel om tyske ure.

Som jeg håber det fremgår af ovenstående, er der meget godt at berette om Tysklands urindustri.

Dog har finanskrisens indtræden budt på en opbremsning, ligesom det har været tilfældet for den schweiziske urindustri. Et godt bud er, at omsætningen er faldet ca. 20%. Selveste Lange & Söhne har måttet indføre reduceret arbejdstid.

Men med en fin tradition, markant lavere lønninger end i Schweiz og tysk sans for kvalitet, innovation og design, tror jeg, at Tyskland vil tilkæmpe sig en stadig større andel af schweizernes legeplads.

Og ikke mindst bidrage til et mere alsidigt udbud af kvalitetsure. Men hvis nogen skulle være i tvivl; schweizerne har kæmpe forspring.

 

Jeppe Kjærgaard

 

Ophavsret: Ophavsretten tilhører forfatteren og Vintageure.dk.

Artikler og informationer må ikke elektronisk kopieres eller indekseres uden tilladelse. Materialet må ikke bruges og distribueres i kommercielt øjemed.